Vi havde en mellemlanding i Bangkok, hvorefter vi fløj til Luang Prabang i det mindste (og ældste) fly jeg hidtil har fløjet med. På toilettet var der stadig askebærer og det hele virkede sådan lidt faldefærdigt. Men vi overlevede og kom godt frem.
I lufthavnen skulle vi købe visum for at komme ind i landet. Katrina og Lucas skulle betale $30 fordi de var fra Tyskland. Jeg skulle betale $35 fordi jeg var fra Danmark.
Vores Hostel var rigtig fint. De var søde og havde nogle forslag til, hvad vi kunne lave i byen. Luang Prabang ligger ved Mekongfloden i det nordlige Laos med et indbyggertal på ca. 100.000.
Vi nåede mange ting den første dag. Vi tog en tuktuk rundt i byen, så 2 templer og gik op på et bjerg, hvor der var udsigt over byen og Mekongfloden. Vi fik selvfølgelig en rigtig god frokost på en restaurant vi havde læst om på Tripadviser. Det hele var hjemmelavet og utrolig frisk, hvilket fik mig til at savne selv at kunne lave mad.
Kage og kaffe skulle der selvfølgelig til - med udsigt til Mekongfloden.
Derefter sejlede vi en tur på Mekongfloden for at se solnedgangen.
Dagen efter havde vi meldt os til en "cooking class", hvor vi skulle lave traditionelt mad fra Laos. Vores lærer var så sød, frisk og rigtig god til at fortælle om råvarerne, retterne og en masse røverhistorier.
Vi skulle først på et marked, for at se, hvor de købte friske råvarer fra. Jeg ved dog ikke hvor frisk det hele var - hvis den danske fødevarestyrelse var kommet forbi, tror jeg ikke der ville blive uddelt mange glade smiley-resultater - specielt i kødafdelingen, hvor fluerne havde en fest og knivene ikke vidste, hvad det ville sige at blive vasket.
Vi købte ikke noget på markedet, men kørte efterfølgende ud på landet, hvor vi skulle lave maden i nogle rigtig fine omgivelser. Alle grøntsager og det hele var vasket og klargjort, så vi skulle bare tilberede det og spise det efterfølgende. Vi lavede indbagt fisk, dampet ris, nogle gode marinader, hvor man selv kunne bestemme, hvor meget chili man havde lyst til at ødelægge sin mad med :-)
Her er min mad. I kurven er den dampede ris, i den lille pakke er fisken. Pakken er et bananblad. Den sammenkogte ret er oksekød med diverse grøntsager og gode krydderier og indeni bambuspindene er kylling med nogle gode krydderier. De er stegt i olie.
Det var en rigtig god dag og vi blev meget meget mætte. Da vi kom tilbage tog vi på night marked, hvor jeg købte et tørklæde og så fik vi massage.
Dagen efter kørte vi i en tuktuk ud til et vandfald der lå ca. en times kørsel udenfor byen. Det var virkelig smukt. Vi tog derud rigtig tidligt, så vi havde hele området for os selv i starten, inden de andre turister kom. Vi gik op på toppen via en lidt udfordrede vej, men det var det hele værd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar