tirsdag den 9. august 2016

Første skoledag


Efter 10 dage med introforløb, city sightseeing, fester, nye venskaber, et lille kulturchok, nye omgivelser, indtryk, nyt mad og meget tabt sved, var det nu endelig tid til den første skoledag på National University of Singapores Business School. Skolen ligger 10 minutter i bus fra UTown, hvor jeg bor, men det er stadig inde på skolens grund. Der kører jævnligt gratis shuttle busser, så det er nemt at komme frem og tilbage. Jeg havde min første time mandag aften fra 18.00-21.00. Faget hedder "New Venture Creation" og vores pensum består af to bøger. Jeg tog op på skolen efter middag, for at se mig lidt omkring. Jeg satte mig på biblioteket for at læse lidt. Der var nogle rigtig søde bibliotikarer der hjalp mig med at finde bøgerne i fysisk form.
Jeg læste i bogen "Finding Fertile Ground - Identifying Extraordinary Opportunities for New Ventures (2005)

Emnerne i bogen omhandler:
  1. Selecting the right industry
  2. Identifying Valuable Opportunities
  3. Managing Technological Evolution 
  4. Identifying and satisfying real market needs
  5. Understanding customer adoption
  6. Exploiting Established Company weaknesses
  7. Managing Intellectual Property
  8. Appropriating the returns to innovation
  9. Choosing the right organizational form
  10. Managing risk and uncertainty - playing the odds


Vores lærer hedder Mr. Douglas Abrams og virkede meget kompetent. Han havde selv startet flere virksomheder op og arbejder nu med Venture Capital, hvor han investerer i idéer og løber en høj risiko. 

Jeg synes det var et lidt grænseoverskridende fag fordi vi skulle starte med at introducere os selv i klassen og sige, hvad vi forventede at få ud af faget, og hvorfor vi havde valgt det. Derefter stillede han en masse spørgsmål, fik os til at indse, at det at starte en ny virksomhed kræver, at man løber en stor risiko. Han spurgte os, om vi troede man kunne få et højt afkast uden at løbe en stor risiko og vi sagde alle ja - men måtte dog erkende, vi ikke kunne komme på nogle eksempler. 

Målet med faget er, at vi skal finde på en idé og lave en business plan. Vi har 3 uger til at finde på en god idé, som vi så skal præsentere for klassen. Derefter vælger vi de 10 bedste idéer, danner grupper og skal så arbejde videre med det. Vi skal lave mange præsentationer, hvilket jeg er lidt utryk ved, da det selvfølgelig er på engelsk, men det er en af grundende til, jeg har valgt dette fag, fordi jeg vil tvinge mig selv til at blive bedre til at snakke engelsk og præsentere en idé. 

mandag den 8. august 2016

Palau Ubin - An Island Getaway

Taxavirksomheden Uber bliver brugt flittigt hernede. Det er billigt og en nem app at anvende. Fredag havde Uber et tilbud, hvor man kunne køre så langt man ville i Singapore for kun 2,5$ per person (12 kr. ). Vi tog en Uber til den anden ende af Singapore, (50 minutter i bil), hvor vi tog færgen til øen "Palau Ubin". Færgeturen tog 15 minutter og kostede 3$ (15 kr.)
På øen lejede vi cykler til 8$ og cyklede rundt på øen. Vi så en del aber og kom lidt for tæt på en af dem, da vi skulle tage et billede, så den skreg en af drengene ind i hovedet. Øen var meget naturlig og lidt primitiv. Der var flere ruter på øen med forskellige sværhedsgrader. Vi tog først en blå rute op til en sø, hvorfra der var en sort rute ind i skoven. Meike (en pige fra Holland) og jeg cyklede med 4 drenge ud på den sorte rute. Vi havde lidt svært ved at finde rundt inde i skoven fordi de havde sparet på skiltningen, så vi måtte bære cyklerne over nogle væltede træer og vi følte rigtig vi var på adventure. Øen var kendt for at servere god fisk til frokost, så det skulle vi selvfølgelig prøve. Det var en rigtig god tur!



Jeg har været sammen med de 4 piger ovenfor hele weekenden. Pigen i den grå hedder Frederique og er fra Holland. Pigen i den stribede trøje er også fra Holland og hedder Meike. Charlotte fra Shcweiz sidder i midten og den sidste er Katrina fra Tyskland. Frederique, Meike og Katrina læser Jura. Charlotte og jeg læser business. De er rigtig søde og vi snakker om at tage på en lille rejse sammen i vores ferie i september.



lørdag den 6. august 2016

Light Show at Gardens By The Bay

Torsdag aften tog vi Gardens By The Bay. Da vi ankom var der et lysshow i de store Supertræer med musik i baggrunden. Vi så det på afstand og efterfølgende gik vi derned og fandt nogle behagelige stole at sidde i, og ventede på det næste show. Det vises 2 gange hver aften. Det var både flot at se det på afstand og være midt i det hele. Vi sad og snakkede om, hvordan man mon har fået en idé til at lave Supertræerne og haven generelt. Det hele er meget storslået og anderledes.
Hele parken er 101 hektar og er en del af regeringens strategi for at omdanne Singapore til en "City in a Garden". Målet er at hæve indbyggernes livskvalitet ved at udvide adgangen til natur, parker og grønne områder.
Supertræerne har mange praktiske funktioner. De er temperatur-regulerende og opsamler samtidig regnvand. De har solceller, som leverer strøm til hele området.






fredag den 5. august 2016

Marina Bay at night


Efter vi havde besøgt Botanic Gardens tog vi hen på Raffles Hotel og fik den berømte drink, "Singapore Sling". Alle Singapore Travel books anbefaler at man skal prøve den. Raffles Hotel blev grundlagt i 1887 og blev i 1987 erklæret som et nationalt monument. Det er blevet renoveret for mere end 160 millioner S$. På første sal fandt vi "The Long Bar", hvor Singapore Sling blev opfundet. Vi kom kl. 18.00 og fik et bord, hvor vi kunne nyde vores drink sammen med en masse peanuts. Drinken var god, men helt sikkert også betalt! :-)


Derefter gik vi turen ned til Marina Bay. Jeg kan gå den tur igen og igen, for jeg synes virkelig Singapore har en smuk skyline. Vi kom derned kl. 19.00, hvor det stadig var lyst og gik forbi operahuset og over til Marina Bay Sands Hotel, hvilket tog os omkring en halv time, fordi vi tog utrolig mange billeder undervejs. Da vi nåede over til den anden side, var det blevet mørkt, så det var en helt perfekt timing.






Botanic Gardens

I går tog vi til Singapores botaniske have, hvilket er en af de fineste haver i hele Sydøstasien. Der var selvfølgelig smukke orkidéer over alt og mange andre smukke planter, blomster, søer og dyr. Vi gik også ind i National Orchid Garden, hvilket kun kostede 1SGD for studerende (5 kr.). Det var helt klart et besøg værd!


mandag den 1. august 2016

Little India

I dag tog vi til en bydel der hedder Little India for at spise frokost. De solgte en masse guld og billige ting, så jeg købte en adapter for 1 SGD (5 kr.). Vi spise frokost med alle de lokale, (meget stærkt mad!!), på nogle billige plastik møbler, med mågeklatter på borderne. Jeg var den eneste der turde bevæge mig ud på deres toilet og det var noget af en oplevelse. Jeg skulle nærmest gå gennem køkkenet for at komme derud. Der sad en mand på gulvet og pillede løg. Fødevarestyrelsen ville have lukket stedet med det samme!
Det var hyggeligt at gå rundt i gaderne, men ikke et sted jeg behøver at besøge igen ;-)

'

søndag den 31. juli 2016

Sentosa Island

I går tog Jette, Charlotte og jeg til Sentosa Island, som er en lille kunstig ø under Singapore. Sentosa betyder "fred og ro" i Malay, hvilket øen også levede op til. Det er dog en ø der er tiltænkt børnefamilier, men vi fandt et roligt spot på stranden, hvor vi nød solen, spillede kort og læste bog. 
Når man kommer til øen, er det hele så flot og sandet er helt perfekt, fordi det er jo en fake ø, så det er importeret fra et sted, hvor der ikke er sten i sandet. Det mærkelige er, at når man sætter sig ned og kigger ud over vandet, er der fyldt med skibe, som venter på at komme ind i havnen. Det er tydeligt at se, at shipping er den helt store ting her i byen.